Kilder


Abrahamskilden i Åbjerg skov

Mange steder i dalområdet trykkes grundvandet frem til overfladen som kilder. De mest imponerende kilder ligger på den danske side af grænsen, langs med Gendarmstien. Nord for Kupfermühle, tæt på hvor der tidligere lå en møllesø, udspringer den sagsomspundne Abrahamskilde.

Ved flere kilder ses rustrøde aflejringer. Når kildevandet kommer op til overfladen iltes det opløste jern i vandet og udfældes som rustrødt okker.

Ved den gamle skole i Niehuus og ved stranden i Wassersleben er der bygget brønde som kilderne kan risle ud af.

I skovområdet vest for Niehuus See findes flere uforstyrrede og smukke kilder og kildebække. Her er der fundet mange vandløbstypiske insekter og insektlarver som er tilpasset strømmende vand.

I dalbunden, hvor der ofte græsses med kreaturer, ligger der flere små vældområder hvor grundvandet gennemtrænger jordbunden. Da de græssende dyr kan synke dybt ned i den vandmættede jord, er vældområderne ofte hegnet fra, og er bevokset med star-arter og Lyse-Siv. På sådanne steder trives også plantearterne Vandkarse og Småbladet Milturt.


Kildevæld med langakset star (Carex appropinquata)

Dansk sprog Deutscher Sprache